På tur på Jerntæppet

Copyright @ All Rights Reserved

 

 

 

 

 

 

 

 

På cykel  på Jerntæppet !

 

 

Vi var  indlogeret på Klostermannova Chata , som ligger med en flot udsigt over Modrava.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Allerede her begynder historien. Hotellet er opført i 1924,  men har gennem tiden haft et noget omskifteligt klientel. Under 2. verdenskrig var det nazisterne, som brugte hotellet til indkvartering, og efter 1948  rykkede kommunisterne ind, og gjorde hotellet til en del af  "Jerntæppet". Hotellet er senere blevet istandsat, og har siden 1994 atter fungeret som Hotel.  Sumava var under DEN KOLDE KRIG et totalt lukket land for den almindelige tjekkoslovak. Billedet herunder viser et hegn mage til det, som kommunisterne opsatte langs den ca.350 km lange Tjekko- slovakiske grænse mod vest. Hegnet stod 4 til 10 kilometer fra grænsen, og  var sidste bastion før vesten. Området op til hegnet var forbudt område, og et utal af små landsbyer blev revet ned, for at sikre sig mod grænseoverløbere.

 

Modrava led ikke denne skæbne, men blev derimod centrum for indkvartering af grænsevagter i området. Stort set alle huse i Kvilda og Modrava blev benyttet til indkvartering af soldater. Hvilket en del af husene  stadig bærer præg af. Soldaterne skulle frem og tilbage i området, som en del af den daglige grænse patruljering. De veje som før var forbeholdt militær køretøjer, er i dag udlagt som cykel og vandrestier.Det var ad disse vi i 2 dage skulle ud og  udforske og opleve Sumava.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uden cykler ingen cykelture. Derfor startede dagen hos Pension Modrava ,hvor vi lejede 2 mountainbikes for 2 dage for 500 kc. Vi kommer tilbage til pensionen senere ( dag 2 ) Vi startede med at indtage det 1272 meter høje Cerna Hora. Vi er i grænseområdet, og her hærger en barkbille nåletræerne ret kraftigt. Træerne går ud - uden at tage hensyn til på hvilken side af grænsen de står. Tjekkerne rydder op efter billerne, og fjerner i et vist omfang de døde træer, hvor imod tyskerne lader de udgåede træer blive stående, for at naturen selv skal klare sagen. Tjekkerne har i store områder plantet løvtræer, for at reetablere skovområderne.Dette giver nogle markante overgange i landskabet, med nyplantede arealer på den tjekkiske side, og et bredt bælte af udgående nåletræer på den tyske side...en sjov kontrast. Ned ad bakke gik det, og vi kom meget tæt på grænsen. Her fornemmer man igen historiens vingesus:

 

Når man har læst og hørt om de mange flugtforsøg fra de tidligere østlande, er det lidt mærkeligt at stå midt i det område, som måske var et af de bedste at flygte i. Gad vide hvor mange der er kommet over netop her, for at blive sendt til Regensburg.  Stedet hvor man indkvarterede de heldige grænseoverløbere ,indtil de kunne sluses ud i Vesttyskland. På vores tur kom vi også over den Tjekkisk / Tyske grænse, dog noget lettere end man tidligere  er kommet . Vi tog den lille overgang ved Bucina/Buchwald , hvor vi også lige så på "jerntæppet" som det har set ud en gang. En hotelvært har købt 100 meter at "tæppet" og har efterfølgende stillet det op ved sit hotel, nær grænseovergangen. Selv om man ved, at der er tale om en udstilling har man let ved koldsved, når man ser dette trådhegn i fuld figur.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Turen skulle kun være på 25 kilometer, men dette kan være en lang tur for danskere, som ikke er vant til det kuperede terræn i Sumava. Men vi klarede os flot, og kunne efter et kort besøg i Tyskland atter vende cyklen og køre mod Kvilda. Her skulle vi gøre turens første "pitstop", så humøret var højt, og tørsten var til at fornemme.

 

Men første lidt historie undervejs: På vejen mod Kvilda, så vi b.la det bælte, som ovennævnte "jerntæppe" eller hegn har efterladt sig i naturen. I dag bliver det brugt til b.la. langrendsløjper og cykelstier, så lidt gavn har man da af det.

 

Kort før Kvilda kører vi forbi en bom, som tidligere betød, at herfra var der Lukket land. Endelig var vi ude i "friheden" igen, og kunne begynde at glæde os til lidt brændstof til musklerne. Nu betyder en pause eller et pitstop jo ikke, at man holder pause. Nej Robert fortalte videre om Modrava /Kvilda områdets betydning, under den kolde krig. Vi fik historien om Kral  Sumavy, som med livet som indsats, hjalp flygtninge over grænsen til Tyskland. Robert fortalte om stierne gennem mosen, Chalupska Clat, og om hvordan Kral U Sumavy , blev beskudt af ventende grænsesoldater på en lille bro i området. Fortællingen var så levende, at vi gerne ville se lokaliteterne.Da Robert samtidig fortalte, at der kun var 3 kilometer til mosen, var alt jo ok. Men efter ca. 5 km på cykel - ned ad noget der svarer til Kassel bakkerne, kom vi først til  broen, hvor der står en mindesten for de som satte livet på spil for friheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter yderligere 2,5 km stejlt ned ad kom vi endelig til mosen...3 km blev til ialt 7,5 km - fuld fart nedad...til byen Borova Lada.

 

Turen hjemover blev lang. der skulle udover de 7,5 kilometer til Kvilda  forceres yderligere 5 km, inden cyklerne selv kunne løbe det sidste stykke ned til Modrava. Atter Men atter havde vi et pit stop i Kvilda, hvor der blev til til en optankning, inden den sidste stejle bjergetape på 8 % stigning skulle påbegyndes.

Kvilda er en meget hyggelig Sumava landsby, som nok vil være et besøg værd, på et andet tidspunkt. Blot ikke denne dag, hvor sadlerne var begyndt at blive lidt hårde. At vi så kørte ind i en regnbyge af værste art, gjorde ikke turen nemmere. Men heldigvis kom solen igen, og vi fik en flot tur gennem Fipolova Hut, som er et typisk Sumava landskab.

 

Godt cyklet... De 25 km som vi som nybegyndere skulle cykle på 1. dagen - var inden aften blevet til 45 km.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men der blev til lidt hygge og lidt lokalt snak og øl på Pension Arnika inden sengetid.

 

DAG 2

 

Efter en god og tiltrængt nattesøvn  - en god morgen buffet samt en - efter Roberts mening - ikke helt velsmagende Fernet Stock, gik turen mod Pension Modrava og vore cykler.

 

Cyklerne skulle klargøres og varmes op inden den nye dags etape. Vejret var ikke i top, men startede som gårsdagen med lidt tung dis , som solen ikke kunne brænde af fra morgenstunden. Da der kun er ca. 20 dage med solskin om året i Modrava, må man jo tage vejret som det er . På med regntøjet - og af sted mod dagens mål:

 

 

 

 

 

 

 

POLEDNIK

 

En lille bjergtop i 1315 meters højde.

 

Men alligevel ikke en helt almindelig bjergtop, for under kommunisterne blev der bygget en lyttepost på stedet. Herfra kunne man så, overvåge al kommunikation fra såvel tyske  som amerikanske tropper i Vesttyskland : Stedet blevet bygget om efter 1989 , bl.a. er de bygninger som mandskabet boede i fjernet i dag , og stedet er et yndet udflugtsmål, for de mange mountain bikere i området.

 

Før Fløjlsrevolutionen boede her kun soldater, som var specialt uddannet til at forstå engelsk og tysk, samt at tyde de opfangede signaler. Der var tale om en relativ lang udstationering, i et område hvor gennemsnits temperaturen er ca. 4 grader året igennem. Men op på cyklen, og op ad bakken.. Nej i starten gik det stille og roligt derud af .De ømme muskler fra gårsdagens maraton, skulle lige blødes op inden, det gik løs for alvor. Vejret var som sagt ikke helt perfekt, men hvem vil give sig ?? Hverken Robert / Ketty eller Gunnar var indstillet på at skulle være den første, der vendte cyklen og kørte hjemad.  Efter ca. 6 km begyndte strabadserne... Vi skulle opad og opad. De asfalterede stier blev efter  noget, vi mente var en stigning på mindst 25grader ,afløst af grus stier. Det blev koldere og koldere efterhånden som vi nærmede os toppen.. Men op det skulle vi, og endelig - efter 7 kilometer med ren bjergkørsel, kom vi frem til målet. Målet var endelig i sigte , og her er hvad vi så kom der op: INTET UD OVER TÅGE !

Men nu da vi ikke kunne nyde udsigten, ville Ketty op og  bese det indre af tårnet, mens Robert reparerede sin cykel. Da vi var dagens første gæster, var kassen på 3. sal endnu ikke åbnet. Men dette blev hurtigt ordnet ,og vi kunne nu se nogle af  de udstillinger der er  i tårnet. En omhandler b.la tårnets funktion under kommunismen. En anden Sumava og området omkring Modrava.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men uanset hvor interessant en sådan udstilling er - må man ikke glemme, at der er en verden udenfor.

 

Efter en gang varm hvidløgssuppe. Varmet på gasblus, da men ikke har elektricitet i tårnet, og en kold cola, var vi parate til vores nedstigning.... Men vi havde lige glemt en ting:

 

Det stod bare ned i stænger .. og vi havde 13 kilometer hjem til Pension Modrava...

 

Vi havde booket udfra hotellet, da vi senere på dagen skulle med Robert tilbage mod Prag. Så al vores bagage var pakket ned i kufferterne ,undtaget lidt skiftetøj, som lå løst bag i bilerne. Det var "tudekoldt" med nedad måtte vi..Turen tilbage til Pension Modrava tog ca. 40 minutter. Heraf trådte vi nok  i pedalerne  ca. 10 minutter, resten var simpelthen friløb, så lang var nedkørslen.Vi blev meget våde og kolde, skulle jeg hilse og sige. Samtidig betød de manglende skærme på mountainbike cykler, at vi ikke just var rene, da vi kom i tørvejr. Pga. den høje " fugtighed" har vi desværre ingen fotos af os, da vi ankom til udgangspunktet.Heldigt for os !!"

 

Men hvorom alt er:

Sumava er et utroligt flot og indbydende område. Det meste af området er National park i kategori 1, hvilket betyder totalt  fredet . Stedet er endnu ikke " opfundet" af diverse turistbureauer, men det er desværre nok kun et spørgsmål om tid, inden det sker. Området rummer så meget natur og historie at man ikke bliver mæt første gang.

 

Vi kommer tilbage- det står fast. Men næste gang i solskin.